Nyheder - Skovlund Efterskole

Ring til os på tlf. 75 29 25 77

Nyhed

Skovlund Efterskole for 2. år i træk Danmarks bedste til engelsk

For andet år i træk vandt Skovlund Efterskole prisen for bedste klasse og bedste elev i ”Education First English Test in Denmark 2016/2017.” Konkurrencen er en del af en europæisk test, som sætter fokus på det engelske sprog i skoler og gymnasier.

Danmark er i år endt på en andenplads i Europa, men i Danmark er Skovlund Efterskole nummer et.

 

Underviser på Skovlund Efterskole Carsten Larsen fortæller, at Skovlund Efterskole blev kontaktet for to år siden af Education First. Organisationen arbejder for at fremme nysgerrigheden for andre kulturer og for at vise, hvordan sprog kan åbne dørene til verden. Efterskolen vælger at deltage i konkurrencen og er begge år endt på førstepladsen både med klassen og med den bedste elev.

Grunden til, at det går så godt for Skovlund Efterskoles elever, er, at al undervisning i den internationale klasse foregår på engelsk, siger Carsten Larsen. Samtidig med tilbuddet om den internationale klasse tilbyder efterskolen 4 grader af Cambridge English. Helt op til universitetsniveau.

Alle elever testes og placeres på det hold, som bedst passer til deres sproglige niveau.  Denne inddeling betyder, at man kan arbejde mere målrettet med den enkelte elevs sprogudvikling, oplyser Carsten Larsen. Han er også overbevist om, at den tryghed, det giver at skulle lære sammen med andre på samme niveau, betyder, at eleverne tør byde mere ind og deltage aktivt i undervisningen.

Som den nye serie på Viaplay: ”Veni, vidi, vici.” Vi kom , vi så, vi sejrede.