FAQ

Ofte stillede spørgsmål

Der kommer nemt en masse spørgsmål frem, når man overvejer at sende sit barn på efterskole. Derudover kommer der helt sikkert også nogle spørgsmål løbende i processen. Derfor har vi samlet de spørgsmål vi ofte får, når vi har besøg af de unge mennesker og deres familier.

Vi er en skole med fokus på det faglige, og det er derfor vigtigt at eleverne på skolen er deltagende i undervisning.

Vi har en forventning om at elever som har valgt at gå på en boglig efterskole også har et ønske om at lære.

Vi registrerer derfor elever ved alle obligatoriske aktiviteter – det vil sige både undervisning, måltider, fællessamlinger mm.

Pr. 2022 har vi indført, at eleven ved 3 registrerede udeblivelser skal sende en mail hjem til sine forældre, med begrundelser på, hvorfor de har været fraværende.

Dette hjælper eleverne til at få en større ansvarfølelse omkring deres eget fravær.

Vi vil gerne give alle vores elever en viden omkring verden udenfor Danmarks grænser, da den kan se helt anderledes ud. Forskellige kulturer og nationaliteter er en stor del af vores hverdag, og dermed er det essentielt for os at vise eleverne så meget vi kan. Derfor tager vi hvert år på en fællesrejse til enten Sydafrika eller USA. denne tur varer ca. 2 uger og giver eleverne mulighed for at dykke lidt mere ned i kulturlivet end en almindelig charterferie.

Vores dygtige køkkenpersonale laver så vidt muligt maden fra bunden, og sammensætter hver uge en menu, som tager hensyn til elevernes diætistiske behov. Du kan læse mere om vores kostpolitik her

Har en elev behov for at der tages særlige hensyn ift. kost, skal dette meddeles skolen skriftligt.

Vi tilbyder gratis bustransport fredag eftermiddag og søndag aften til to stationer i nærheden, hvorfra eleverne kan tage et tog videre.

Du kan læse mere om vores transport ordning, samt hvordan den fungerer på denne side her.

I er selvfølgelig også altid velkomne til at hente jeres børn selv, hvilket kan give dem muligheden for at vise jer, hvis de har været med til at lave nogle spændende projekter i den forgangne tid.

Når man går på efterskole, så har man mødepligt til både timerne men også fællesaktiviteter, dog kan der være situationer, hvor eleven er nødt til at have fri, for at komme hjem til læge, tandlæge eller lignende begivenheder.

Selvom de bor på efterskolen er deres adresse stadig hjemme ved familien og de skal derfor hverken skifte læge eller tandlæge, når de er på efterskole.

Hvis eleven har brug for fri, så skal det aftales med kontaktlæreren i så god tid som muligt. Det er vigtigt at eleven selv er med til at få fulgt op på de lektier som misses på grund af fraværet. Dette kan forældre hjælpe med, ved at kontakte elevens faglærere.

Prisen for et ophold er 2.400 kr. pr uge, men mange familier kan få støtte til at betale opholdet igennem staten, og derfor kan vi ikke give jer den reelle pris her på siden. I skal følge linket her og se, hvor meget I kan få i støtte for opholdet.

For elever på International class Skovlund (ICS) er der en ekstra betaling på 6.000kr. som dækker to ekstra udlandsrejser.

For nogen kan det være svært at være væk hjemmefra et helt år. Selvom vi gør vores bedste for at sætte en masse spændende arrangementer i kalenderen hele året rundt, så kan det være hårdt lige pludselig ikke at være hjemme til familiens fødselsdage eller andre arrangementer. Det er helt naturligt at elever kan få hjemve og savne deres venner hjemmefra og familie. Når det sker, så er det godt at have sine venner lige omkring sig - hvilket heldigvis kan lade sig gøre når man bor sammen. Fra skolens side vil det være elevens kontaktlærer og faglærere, som tager sig af det. Det gør vi især ved at sætte tid af til eleven og snakke om det, der er svært ved at være afsted, og ofte kan læreren sammen med eleven eller forældrene lave en handleplan for, hvordan det kan blive bedre.

Derudover kan forældre afhjælpe det lidt ved at sende nogle pakker med søde hilsner og lidt lækkerier.

Er eleven syg, bliver de sendt over på sygegangen, hvor de kan få ro og fred til at hvile. Sygegangen ligger i samme bygning som vores skolemor og hun kan derfor holde øje med hvordan eleven har det i løbet af dagen.

Er eleven meget syg, anbefaler vi, at de kommer hjem i stedet.

De fleste unge har i dag mobiltelefoner. og det er en god måde for dem at holde kontakt til familien derhjemme og vennerne - både dem på efterskolen og derhjemme.

For at eleverne ikke kommer til at blive helt opslugt af online sociale liv, har vi flere tidspunkter som er helt mobilfri. Det gælder blandt andet måltiderne, hvor eleverne ikke må have telefonerne på sig. De placeres i en kasse ved indgangen eller på værelserne, så eleverne har fred til at nyde maden og hinandens selskab.

Derudover vil vi gerne sikre os optimale læringsforhold for alle elever, og søvn er en af de vigtigste elementer heri. Derfor har vi valgt at eleverne ikke må bruge deres telefoner om natten. Telefonerne bliver derfor låst inde om natten, og næste morgen, vil de få dem udleveret igen.

Noget af det som virkelig spreder smil er når det er tid til postuddeling. Eleverne nyder at få breve hjemmefra og endnu mere, hvis de får tilsendt en pakke med lidt lækkerier og godt fra hjemmet. Post uddeles hver dag når frokosten er overstået.

En god care package kan f.eks. bestå af

  • Chips
  • Chokolade
  • Slik
  • En sød hilsen
  • Billeder af familie og venner
  • Hjemmestrikkede sokker fra faster Oda
  • Noget dit barn holder meget af

Post bliver sendt til skolens adresse:

"Skovlund Efterskole

Bygvænget 4, 6823 Ansager

*ATT: Elevens fulde navn"

På Skovlund Efterskole er det enten muligt at bo på værelse i et af vores elevhuse eller på en værelsesgang. Begge steder deles 2 værelser om toilet- og badefaciliteter. Hver elev har sit eget aflåste skab til tøj og personlige ejendele.

Både på gangene og i husene er der et lille tekøkken, så eleverne kan tilberede en kop te eller en lille snack.

 

Præcist hvad eleverne får ud af at gå på efterskole handler om, hvor meget de selv går op i det. Vi stiller alle faciliteter til rådighed for at alle elever kan udvikle sig både fagligt, socialt og personligt, men det er den enkelte elev, som skal have lyst til at deltage og udvikle sig.

Vil de det, så er der meget at hente for pengene. Udover et godt fagligt niveau og en masse spændende fag, så arrangerer vi flere tema dage og weekender, hvor man kan blive udfordret på helt nye måder. Vi kan for eksempel finde på at holde "friluftsweekend" hvor eleverne skal opholde sig ude hele weekenden - også om natten når de skal sove.

Fredag eftermiddag, når eleverne har sagt god weekend til de, som skal hjem, er der weekendmøde, hvor de vil få fælles besked på, hvem der har hvilke weekendopgaver, samt hvilken fælles aktivitet, der er på skolen i weekenden.

Hver eneste weekend er der aktiviteter for de elever, som er blevet på skolen. Nogle weekender er tema weekender, hvor hele eller i hvert fald store dele af weekenden bruges på noget anderledes. Vi har for eksempel haft friluftsweekend, hvor eleverne skal være ude hele weekenden, og så kan der være kreativ weekend, hvor eleverne arbejder med kreative sysler. I disse weekender er det obligatorisk for eleverne at deltage i alle weekendens aktiviteter.

Andre weekender er mere stille, og det er den lærer som er på vagt, som bestemmer, hvilken aktivitet, der skal foregå. Det kan være puslespil, badminton turnering eller noget tredje. Denne aktivitet er for det meste om lørdagen omkring kl. 14.
Søndag bruges på afslapning og lektiehjælp.