Blå tirsdag på Skovlund

- 23. juni 2010 - 2:24
Tirsdag aften var B-dag - det vil sige dagen for frigivelsen af den længe ventede Blå Bog. Det er en publikation, alle elever har bidraget til i form af oplysninger og venskabelige afsløringer af vaner - og ikke mindst unoder.
Men den blev først sluppet fri efter aftenserveringen, idet tovholderne, Camilla L og Ida, hverken var til at hugge eller stikke i. 'Vi er klar i Afrika klokken kvart over ni - ikke et sekund før' - lød det til aftensmaden.
Og det kom til at holde. Indtil da måtte man altså bare vente. Og vente.
Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at bogen vakte jubel - og under læsningen skortede det ikke på mange højlydte smil.
Aftenen sluttede med et fakkeltog gennem Skovlund - og efterfølgende var der ispinde til alle efter hjemkomsten til skolen.
'I har bare gjort det så godt med rengøringen, at I fortjener en belønning', sagde køkkenleder Jette ved aftensmaden.
Klokken 00.00 var der ved at falde ro over flertallet af eleverne, som på den sidste dag/nat overnattede i hallen. Men det gik nu alligevel ikke helt stille af sig at få så mange mennesker lejret i det store rum.
Og i morgen onsdag afgår truppen til Hemmet, som kommer til at danne ramme om de sidste dage af skoleåret, der vist er gået hurtigere, end de fleste havde forestillet sig i august...