Generalprøve på digital-test

- 8. april 2010 - 14:40
Alle elever i 9. klasse var onsdag 7. april til generalprøve på den digitale prøve i biologi - og resultatet var stort set tilfredsstillende. Alle elever kunne logge på den rette hjemmeside og gå i gang med generalprøven til rette tid - præcis kl. 11.00.
I hallen var der strøm til alle, og for dem, der ikke kunne gå på trådløst via deres bærbare computere, blev der lagt kabler ud med direkte adgang til skolens fastnetforbindelse.
»Der var ikke problemer med at komme på ‘prøvesiden’, men vi har nogle spørgsmål, vi skal have svar på, inden vi beslutter os for, om vi skal lade eleverne tage de digitale prøver i maj - eller om vi skal fastholde den traditionelle, skriftlige prøveform,« sagde souschef Else Marie Fogh efterfølgende.
Det var blandt andet den afsluttede karakterudlæsning, Else Marie Fogh - og ikke mindst en del elever - undrede sig over.
»Nogle af eleverne måtte undervejs i prøven logge sig på igen, og det gik fint. Men de samme elever endte med karakteren -3, og det kan simpelthen ikke passe. Hvordan det er gået for sig, skal vi have set på,« fastslog Else Marie Fogh efterfølgende.
Den digitale prøve i biologi finder sted tirsdag 11. maj 2010, og dagen efter afvikles den digitale geografiprøve.