Fokus på olie i Esbjerg

- 27. februar 2010 - 13:18
Over to dage dannede laboratorierne ved Ålborg Universitetscenter i Esbjerg ramme om skolens 10. klassers fysikaktiviteter. I løbet af tirsdag og onsdag i Uge 8 tog 27 elever turen til Esbjerg, hvor de under ledelse af deres lærer, Else Marie Fogh, fik lejlighed til at udføre en række forsøg med udgangspunkt i råolie.
Det brune guld blev andet destilleret og dernæst cracket for at forkorte de lange molekylerækker med henblik på at konvertere dem til mere anvendelige og kortere molekylestrukturer.
På programmet var også fremstillingen af ethen, som blandt er basis for produktionen af pvc. Der var nu ikke nogen, der fik stumper af dette meget anvendelige produkt med sig hjem, for det blev brændt af i Esbjerg, hvor eleverne kunne påvise, at afbrænding af pvc resulterer i syreregn og kraftig udvikling af CO2.
Når Skovlund Efterskole én gang om året tager til Esbjerg for at benytte sig af Universitetscenterets laboratoriefaciliteter, skyldes det, at forholdene ifølge Else Marie Fogh er formidable.
»Der er alt, hvad der skal til, og dertil kommer, at vore elever møder og taler med mange studerende i Esbjerg, hvilket er med til at gøre oplevelsen endnu mere spændende,« siger Else Marie Fog, der er kemiingeniør fra Ålborg Universitetscenter i Esbjerg.